PILEN PEGER OGSÅ MOD OS SELV, HVIS VI VIL HAVE DET GODT.

Kronik i Kristeligt Dagblad 11. maj 2018

Af Finn Slumstrup.

Joachim Gauck var Tysklands respekterede forbundspræsident i perioden 2012-17. Af aldersmæssige grunde frasagde den nu 78 årige tidligere præst sig den ellers oplagte mulighed for genvalg i fjor, og han er i stedet indgået i den gruppe af kloge seniorer, som er med til at gøre den tyske samfundsdebat så stimulerende.

I sin egenskab af gæsteprofessor ved Heinrich-Heine-Universitetet i Düsseldorf holdt den forhenværende præsident for kort tid siden en bemærkelsesværdig tale om ”Det egne og det fremmede”. Ugeavisen ”Die Zeit” bragte et fyldigt uddrag af talen over en hel side den 19. april, og det er sjældent jeg har mødt et udenlandsk indlæg, som i den grad også rammer ned i den danske virkelighed.

Joachim Gauck tager udgangspunkt i den gamle sandhed om, at ”problemer, der ikke bliver formuleret, kan heller ikke løses.” Og med denne grundholdning ser Gauck udviklingen i øjnene, og fastslår, at ”Forbundsrepublikken Tyskland er blevet et indvandrerland ligegyldigt om vi kalder det et sådant eller ej”. Der bor nu op mod 19 millioner mennesker med indvandrerbaggrund – det være sig som flygtninge eller migranter – i Tyskland. Det kan ikke nytte noget at lade som om de ikke er der – eller at ønske, de ville forsvinde igen.

Ganske det samme gælder jo i Danmark. Verdens uretfærdighed er så monumental, at de fattige ikke længere stiltiende accepterer den. For vores rigdom er i den moderne medievirkelighed ikke til at skjule for de fattige. De finder sig ikke længere i en udsigtsløs hverdag, men går mere eller mindre desperate i drift mod de steder, hvor der er udviklingsmuligheder. Ganske som vore forfædre gjorde engang, da det var hos os, der var fattigdom. Og ganske som vi ville gøre, hvis det var os, der sad i armoden. Andre flygter fra krig, undertrykkelse, religiøst diktatur, klimaforandringer etc.

Den europæiske homogenitet er endegyldigt forbi, og det er skadelig ønsketænkning at lade som om det ikke er tilfældet. Men den nye virkelighed medfører problemer. Masser af problemer. For at vende tilbage til Joachim Gauck tale, så præsenterer han aldeles usentimentalt en række af de problemer Tyskland står i – og de minder ganske om, hvad vi ser i Danmark.

Det er imidlertid ikke muligt at lukke øjnene og knipse med fingrene for at få ”de fremmede” til at forsvinde. Og man kunne tilføje, at hverken Tyskland, Danmark eller andre europæiske lande var problemfrie paradisstater, da vi bare var ”os selv”.

Naturligvis må vesteuropæiske retsstater af al magt søge at fastholde deres grundlæggende værdier samtidig med at befolkningssammensætningerne har forandret sig. Og fortsat forandres.

Som et eksempel på, hvor svært det er, men at meget på den anden side kan lykkes, peger Joachim Gauck på den belgiske by Mechelen, hvis borgmester gennem de sidste 17 år hedder Bart Somers. Hvis man checker ham på internettet opdager man, at den 54 årige Bartolomeus ”Bart” Somers er en højt estimeret flamsk politiker, som har modtaget en række hædersbevisninger for sin integrationspolitik og forandringen af en by med knap 100.000 indbyggere – herunder en høj procentdel af borgere med anden kulturel baggrund – fra en lokalitet med høj kriminalitet, mange højreekstreme vælgere og en skrumpende middelklasse, til en attraktiv by med voksende befolkning og lav kriminalitet.

For en sidste gang at henvise til Joachim Gauck, så sagde han i sin tale, at ”Somers koncept er strengt: Nul tolerance over for kriminalitet og radikalisering og nul tolerance over for diskriminering og intolerance.(…) Somers lov og orden politik er ikke en vilkårlig undertrykkelse, men en frigørende politikvariant i situationer, hvor retten i stigende grad bliver negligeret og borgernes sikkerhed er truet.

Men Somers koncept er også fyldt med beføjelser: Den, der bliver straffet, skal forstå hvorfor han bliver straffet. Forældre skal tage ansvar for deres børn. Borgere skal overtage ansvaret for sig selv og for deres by. (…) Somers ved også, at mangfoldighed ikke består af lutter monokulturelle, uforbundne øer. Mangfoldighed må i langt højere grad opstå og realiseres gennem kontakt med hinanden. ”

Den store hemmelighed er tydeligt nok, at Bart Somers er opmærksom på, hvad jeg vil kalde den nødvendige dobbelthed. Og netop her har vi virkelig noget at lære i Danmark. For vi kan sagtens blive enige om at tage pisken frem og kræve nul tolerance over for kriminalitet og radikalisering. Ja, justitsministeren og Folketingets flertal bestiller næsten ikke andet. Men skal opgaven lykkes peger også den anden vej, Nemlig mod os selv, når der også kræves nul tolerance over for diskriminering og intolerance.

Så begynder det pludselig at blive svært.

Ikke fordi der er noget nyt i dette. For vi er tilbage hos Lukas evangeliets kapitel 6, 41-42: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! Når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”

Uanset om vi har lyst til det eller ej, så står vi ganske som alle andre vesteuropæiske lande over for den kolossale udfordring, at skulle mestre et flerkulturelt og multietnisk samliv inden for den danske stats grænser. Og lad os blot se i øjnene, at netop den udfordring er vi danske dårligt egnede til. Det er 204 år siden helstaten for alvor gik i opløsning, og siden 1864 og i særdeleshed siden 1920 har vi været overbevist om, at Danmarks lykke var intimt forbundet med befolkningens homogenitet. Ja, i et halvt århundrede efter 1920 var danskerne virkeligt enestående homogene. For ikke at bruge udtrykket perverst homogene, som det er blevet kaldt.

Den tid kommer aldrig tilbage. Hvis det skal gå os godt, bliver vi nødt til møjsommeligt at lære at leve med den nødvendige dobbelthed.

Den indebærer ikke, at vi skal opgive danske kernekvaliteter. Jeg har i mange år håbet, at den øgede tilstedeværelse af flere religiøse minoriteter i Danmark ville medføre, at danskerne besindede sig på kristendommen, og ville forstå, at vi naturligvis kun har en Folkekirke med en særlig status, så længe der også er et folk til at fylde kirken. Jeg håber stadig.

På samme måde forholder det sig med demokratiet og menneskerettighederne. Styreformen og rettighederne er ikke til fals. Men vi er nødt til at lære den vanskelige lektie, at Grundloven med dens forskellige udgaver frem til den nuværende fra 1953 er skrevet i og tænkt ud fra en suveræn nationalstat med en meget homogen befolkning. Endnu da statsminister Erik Eriksen og Kong Frederik IX satte deres underskrifter på Grundloven, da var alle de fine frihedsrettigheder gratis. Netop fordi befolkningen var så homogen.

Rettighederne i Grundloven er ikke længere gratis. Vi skal nu gøre os fortjente til dem og forsvare dem i en ny, og mere kompleks virkelighed. Demokratiet omfatter nu også medborgere, der er lige så uerfarne med denne samfundsform som vi andre er med at leve i et land med flere kulturelle grupperinger. Men vi er alle fælles om at ønske os at leve i et trygt samfund, at vore børn kan gå trygt i skole og at fremtiden rummer håb om en menneskeværdig tilværelse.

© Finn Slumstrup - 2018 | Fotos: Anne Mette Holstein