LEV DET GODE LIV I UDKANTSDANMARK.

Kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten 18. januar 2018.

Af Finn Slumstrup.

Nu er det snart syv år siden Sønderborgs revykonge Leif Maibom i spidsen for et kor på 40 af byens borgere lavede en musikvideo med ”Udkantssangen” på Carl Nielsens folkekære melodi til ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Maiboms herlige tekst var en parade af datidens fordomme om udkanten som eksempelvis i disse følsomme linjer: ”Det’ her, de klogeste krager vender/ det’ her, der stinker af dumme svin/ det’ her, den rigtige verden ender: det’ Udkants-Danmark - en skamskudt ruin!”

Sangen nåede i sidste vers frem til at fortælle, at alle disse ”floskler og dumme fy-ord” var ”tilsat hovmod og rent snobberi” fra storbyboernes side, og sangen var et herligt indslag i en debat, som netop i foråret 2011 for alvor blev mærkbar. Flere og flere protesterede mod den katastrofale skævvridning, der skete med et Danmark, hvor vi var i fuld gang med at sætte europarekord i centralisering, som det senere blev formuleret. Udkanten blev også et element i valgkampen op til folketingsvalget den 15. september samme år – og siden er optagetheden af landets skæve udvikling bare vokset år for år.

Det gode liv på en anden måde.

Vi har nu omsider bevæget os fra snak til handling, og selv om der fortsat er lang vej hjem, så er der i dag en bred politisk enighed om, at diskriminationen af yderområderne skal bekæmpes. Tilbagerulning af offentlige arbejdspladser, en ny Planlov og den meget omdiskuterede Landsbrugspakke er konkrete resultater af den nye politiske enighed om, at funktionstømningen af Udkantsdanmark skal bringes til ophør. Det samme er planen om at forsyne ny lovgivning med et ”udkantsfilter”, så ethvert nyt initiativs konsekvenser for det landlige Danmark bliver taget med i betragtning.

Alt dette og mere til er imidlertid kun den ene side af sagen. Da vi i 2014 fra Ærø startede den bevægelse, vi kalder ”Oprør fra Udkanten”, lå der allerede i denne titel, at det drejede sig om kamp mod skævvridningen.

Viggo Mortensen og jeg gav dog også vort initiativ en undertitel, nemlig ”Mulighedernes Land 2.0”. Dermed signalerede vi, at kampen mod politisk ubalance skulle ledsages af en helt anden slags bevægelse, nemlig påvisningen af, at udkanten i virkeligheden er og i endnu højere grad burde være alt andet end det tungsindige område, hvor ”de klogeste krager vender”, som Leif Maibom skrev i sin sang. Udkanten er nemlig stedet, hvor det gode liv kan udfoldes på en helt anden måde end i storbyen. Ja, yderområderne er netop ”Mulighedernes Land” med et præcist udtryk, som Realdania anvendte til et udviklingsprojekt, der startede i 2007 i samarbejde med Lolland, Thisted og Bornholms kommuner. Et prisværdigt initiativ, hvor Realdania investerede 105 millioner kroner.

Vi havde til gengæld kun knofedt og argumentationskraft, da vi lancerede ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0”. Det skete faktisk med en kronik her i avisen (06.09.14) og kort efter en stor konference i Ærøskøbing

I kronikken pegede vi på udkantens to mangelsygdomme: Den politiske impotens og den fuldstændige mangel på forståelse for, at vi lever i et mediesamfund.

Nu mere end tre år senere går det som nævnt noget bedre med det umiddelbart politiske slæb. På øerne mærker vi det hver eneste dag ved at vi har fået klart nedsatte færgepriser takket være den politiske accept af det såkaldte ”landevejsprincip”.

I løbet af det sidste par år er det også blevet tydeligt for enhver interesseret, at mediebilledet af udkanten for alvor er under forandring. Det er sket, fordi det landlige Danmarks mange ildsjæle er begyndt at bruge medierne til at fortælle ”den gode historie” som et modbillede til beretningerne om, hvor sørgeligt det står til uden for storbyerne. Og som følge af, at den nye politiske dagsorden om bekæmpelsen af skævvridningen har gjort det til en oplagt journalistisk opgave at finde ud af, hvordan det egentlig står til uden for hovedstadsområdet og Aarhus. I mediedækningen bevæger vi os simpelthen fra fordomme og myter til kendsgerninger – og det er udkanten godt tjent med!

Næste fase i kampen.

Tiden er derfor nu inde til, at vi skal tage fat på næste fase i kampen for et Danmark i bedre balance. Og den består i at skærpe påvisningen af yderområderne som mulighedernes land, hvor man kan leve det gode liv.

I de første 14-15 år af dette århundrede har de større byer haft patent på at blive beskrevet som scenerne hvor mennesket kan udfolde sig og leve spændende liv. Tilflytning til yderområderne var et seniorfænomen befolket af fornuftige mennesker, som ville have deres livsaften i naturskønne omgivelser med frisk luft, et menneskevenligt støjniveau – og billige huspriser.

Det afgørende nye, som er blevet mærkbart inden for det sidste par år, er en minitrend i det danske bosætningsmønster, hvor unge mennesker – især børnefamilier – flytter på landet. Og de flytter ikke som en endnu større gruppe gør, fordi boligerne i byen er blevet for dyre. Nej, de flytter fordi de vil leve et helt andet liv, end det storbyen muliggør. Bevidstheden om, at der findes værdifulde alternativer til bylivet, begynder at sætte sig spor.

Der er efterhånden lavet mange undersøgelser som viser, at mange tusinde danskere drømmer om et andet liv end den hektiske tilværelse, hvor glansbilledet af storbyens konstante pirringer slører, at man i virkeligheden lever et forjaget liv i hamsterhjulet. Men det bliver for de fleste ved drømmerierne, fordi den barske økonomiske nødvendighed umiddelbart dikterer, at det er i byerne jobmulighederne findes. Derfor er det heller ikke overraskende, at den første bølge af unge tilflyttere til udkanten først og fremmest består af kreative mænd og kvinder med stærke iværksætter gen og forståelse for den digitale virkeligheds muligheder. Hvilket forklarer hvorfor udbygningen af bredbånds- og mobildækningen er en så vigtig del af kampen for at forbedre jobmulighederne i det landlige Danmark.

Tilbagerulningen af statslige arbejdspladser er selvsagt også vigtig. Det springende punkt i de kommende år bliver imidlertid skabelsen af nye arbejdspladser i udkantsområderne. Så unge mennesker ikke behøver at være iværksættere for at drømmen om et liv i mere rummelige omgivelser ikke skal fortsætte med blot at være – en drøm.

Udkanten som frontløber.

Her ved starten på 2018 må det være tilladt at anlægge en optimistisk synsvinkel. Når jeg spørger mig selv, hvad det er, der ligger bag den udvikling, jeg har søgt at tegne op, så aner man konturerne til en helt ny position for udkanten og dens mennesker. Uanset hvilken betegnelse man har valgt at bruge - lige fra Vandkantsdanmark til ”den rådne banan” og alt der imellem – så har det gennemgående billede været, at vi taler om Danmarks restgruppe. Dem, der halter bagefter.

Men de nye udkantsbeboere har en enestående chance for at være med til at afsløre falskheden i dette billede og skabe et nyt og sandere. De kan være med til at gøre udkanten til frontløber i den bevægelse, som flere og flere mennesker så tydeligt længes efter. En bevægelse som nydefinerer, hvad det gode liv kan være i det 21. århundrede. Et liv med skærpet opmærksomhed over for en sund balance mellem menneskets åndelige og materielle behov. Et liv hvor teknologien kan være menneskets tjener, og det ikke er os, der er teknologiens slaver. Et liv hvor værdien af de menneskelige relationer sættes højere end optagetheden af økonomisk vækst for enhver pris. Kort og godt: et liv, hvor det er helt naturligt at diskutere, hvad der er meningen med livet og samfundsudviklingen på vore 43.000 kvadratkilometer i den nordlige ende af Europa.

 

© Finn Slumstrup - 2018 | Fotos: Anne Mette Holstein