HØJSKOLERNE UDHULER DERES STOLTE SÆRPRÆG.

Kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten 1. januar 2018.

Af Finn Slumstrup.

Et højskoleophold kan være livsforandrende. Jeg ved det af egen erfaring, for da jeg begyndte som elev på Snoghøj Folkehøjskole i november 1958 var det min faste overbevisning, at jeg skulle være musiker. Da jeg sluttede som elev seks måneder senere ville jeg arbejde med folkeoplysning og helst være højskolelærer. Derefter har jeg beskæftiget mig med folkeoplysning under en eller anden form lige siden, og arbejdede direkte på højskoler fra 1966-86.

Folkehøjskolens kolossale påvirkningskraft på mange tusinde mennesker gennem snart 175 år har skyldtes den geniale kombination af kostskolemiljøets intimitet og undervisningens faglige tyngde. I dette enestående kryds kan der skabes et ganske særligt klima, hvor eleverne oplever, at åndslivet er en realitet, og ikke en luksus. De oplever, at man bliver sig selv ved at se bort fra egen navle og i stedet gå ud af sig selv, ud i forpligtende samspil med andre mennesker. Og i den klassiske højskole oplevede de også, at de var en del af noget, der var større end dem selv, nemlig det eksperiment, der hedder det danske folks historie.

Denne større sammenhæng er blevet svækket. Parallelt med, at samfundets homogenitet er blevet mindre mærkbar, er folkehøjskolernes indbyrdes forskellighed vokset tilsvarende. Men det ændrer ikke ved, at kombinationen af kostskolemiljøets muligheder og den faglige styrke i arbejdet kan give resultater, der er afgørende og igangsættende for eleverne.

Der er derfor al mulig grund til at råbe vagt i gevær over for de opløsningstendenser, der viser sig, nu hvor det bliver stadig tydeligere, at højskolens egne folk ikke længere tager kostskoleformen alvorligt.

Den rummer mange muligheder, men stiller også særlige krav. Det er nemlig ikke blot eleverne, der skal være der. Det er også forstander og lærere. Derfor talte man tidligere om, at det at være højskolelærer ikke så meget var et arbejde, som det var en livsform. Undervisning og samvær gled sammen i en helhed. Ja, de gamle højskolefolk brugte direkte udtrykket, at højskolen skulle være som et hjem! At arbejde et sådant sted var noget helt andet end et 8 til 16 job. Det var en selvfølge, at forstander og lærere boede på skolen.

Det er det ikke længere. Allerede i højskolelovens første sætning fastslås det ganske vist, at skolerne tilbyder ”undervisning og samvær”, men bygningskravene er blevet så bløde, at der kun kræves to familieboliger til ansatte.

Det er velkendt, at de stadig blødere lovkrav har medført, at flere skoler har solgt tidligere lærerboliger fra, og vi har set en udvikling, hvor man altså kommer kørende til arbejde på en højskole som til en hvilken som helst anden arbejdsplads. Forstander og lærere ønsker tydelig forskel på arbejde og fritid. Men en kostskole er ikke en normal arbejdsplads, hvis man vil opnå de menneskelige og pædagogiske fordele kostskolen kan give.

Det er mærkeligt, at staten, der yder tilskud til en så dyr skoleform som en kostskole er, ikke stiller større krav til, at der også virkelig er tale om kostskoler. Før sådanne krav eventuelt kommer, kunne højskolens egne folk passende tage en tilbundsgående debat om, hvorvidt man ikke bør genindføre tidligere tiders selvfølgelige bopælspligt for i hvert fald forstandere og sikre, at der også døgnet rundt er lærere til stede og tilgængelige i skolemiljøet.

© Finn Slumstrup - 2018 | Fotos: Anne Mette Holstein